Praktisk info:


Hos Annes Køreskole er du hurtigt igennem teorien og de obligatoriske køretimer. Du må starte 3 mdr før din 17 års fødselsdag, men kan tidligst komme til teoriprøve 1 mdr før din fødselsdag og tidligst komme til køreprøve på din 17 års fødselsdag. Bemærk: hvis du er under 18 skal du have skriftligt lov af dine forældre til at starte på køreuddannelsen. (Samtykkeerklæring)

Der er også mange, der først starter på at tage kørekort senere i livet. Det er der også fin mulighed for hos mig og de fleste synes det er rart med de små hold med god lærer/elevkontakt og med max 6 elever.

Hvornår er der undervisning?

Et hurtigt forløb betyder, at du skal sætte en del tid af til køreundervisning i hvert fald under teoriforløbet. Du skal til teori 8 gange fra kl. 17-19.15/20. Teori ligger om mandagen. Derudover skal du have kørelektioner imellem hver teori. Jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe med at lægge dine kørelektioner så de passer bedst muligt ind for dig i det omfang det kan lade sig gøre. Der er dog også nogle lovkrav i forhold til trafiktætheden på vejene, især i starten af din køreuddannelse, som vi skal tage hensyn til.

Ved sygdom:

Blir du syg eller er på anden vis forhindret i at møde til undervisning, så skal du give mig besked så hurtigt som muligt. Melder du afbud til en køretime senere end 24 timer før, så skal du som udgangspunkt betale for timen alligevel. Dog vil jeg altid forsøge at finde en anden elev, der kan bytte med dig, hvorved du slipper for ekstra betaling.

Hvor foregår undervisningen?

Teori foregår på Nørre Brogade 16 1.th. Til køretimerne kan jeg som udgangspunkt hente og bringe dig hjemme, på din skole eller arbejde, så længe postnummeret er 7000. Når vi nærmer os køreprøven kan det være en fordel for dig at starte og slutte tættere på centrum, hvis du bor i yderområderne, så du får mest muligt ud af undervisningen. Når du skal på manøvrebane og glatbane foregår det på Køreteknisk anlæg i Fredericia, Parallelvej 5. Mød op i god tid og husk at medbringe lektionsplan og ansøgning med mindre vi har aftalt, at jeg medbringer dette.

Hvilken bil bruges i undervisningen?

Skolevognen er en VW Golf Vl diesel, som er til at overskue og nem at lære at køre i. Når du er på bane er det ligeledes VW du kører i, så hele teknikdelen er nogenlunde den samme fra start til slut. Det er også skolevognen du skal køre køreprøven i.

Hvor lang tid tager en køreprøve?

Køreprøven tager ca. 30 minutter incl. den tid som bruges på spørgsmål omkring bilens teknik og gennemgang af lektionsplan m.m. I nogle tilfælde kan prøven forlænges, hvis I fx skal nå på motorvej eller den prøvesagkyndige måske har brug for mere tid til at vurdere dig.

Er der forskel på de prøvesagkyndiges bedømmelse?

Selvfølgelig er der forskel på de prøvesagkyndige for de er jo mennesker som du og jeg. Men der er ikke forskel på, hvad de kræver til en køreprøve. De er søde og rolige og ønsker, at du klarer det godt. Men de hjælper dig ikke. Derfor skal du kunne føre bilen alene og uden hjælp på fuldt betryggende vis. Jeg ved ikke hvem du skal op hos og det ville heller ikke ændre noget. 

Kan man dumpe på at køre for langsomt?

Ja det kan man godt. Når man skal færdes i trafikken skal man kunne følge flowet i trafikken og ikke være til ulempe for de andre. Dette vil medføre, at andre bliver irriterede på dig og måske tager dumme beslutninger som fx at overhale eller køre for tæt på dig. Dette er farlige situationer så dem skal vi helst undgå.

HUSK: en køreprøve er den mest ligegyldige eksamen du nogensinde skal til, for man kan jo bare prøve igen hvis det ikke går. Forbered dig godt og snak med mig, hvis der er noget du er i tvivl om, men hvis du sætter dig ind i bilen og kører som du har lært, så går det faktisk altid fint til prøven. Held og lykke! 😊💪



Ved 1. Teoriaften vil jeg fortælle dig meget mere om forløbet, men er der noget du har brug for at vide nu, er du selvfølgelig velkommen til at kontakte mig. Sørg venligst for at have styr på 1. hjælp og lægeerklæring inden holdstart.


Forældreinfo- hvad du skal vide:

Hvis dit barn er under 18 år og starter på at tage kørekort i Annes Køreskole, så er det dig som forældremyndighedsindehaver, der har det økonomiske ansvar. Det vil sige, at du hæfter for evt gæld for fx køreundervisning i tilfælde af manglende betaling.

Men derudover er det som forælder rart at vide lidt om, hvad man skal og kan forvente under forløbet. Eleverne får en masse information den første aften, men jeg har erfaret, at det ikke er alle elever, der er lige gode til at huske at give disse informationer videre derhjemme. Derfor har jeg samlet de vigtigste ting her. Er der andre ting du har brug for at drøfte med mig kan du selvfølgelig altid kontakte mig.

Din barn har allerede ved tilmelding fået besked på at have styr på lægeerklæring og 1. hjælp inden de startede til teori. Desuden skal de betale prøvegebyret (1170kr) som der linkes til via et brev i deres e boks, som de modtager efter 1. teori. Desværre møder mange op uden at have styr på disse ting, hvilket kan forsinke deres forløb i sidste ende. Jeg opfordrer til, at I lige følger op på, at der er styr på dette.

Et kørekort er endnu et skridt på vejen til at blive voksen og selvstændig og som kørelærer forventer jeg som udgangspunkt, at kommunikationen er tilstrækkelig mellem dit barn og dig til, at vigtig information videregives til jer. Det kan altså ikke forventes, at jeg kontakter jer mht til betalingsfrister, køretider, evt behov for ekstra køretimer m.m. Til gengæld forsøger jeg altid at forklare eleven meget grundigt, hvad der fx skal arbejdes med og de får besked på at notere aftaler i kalenderen.

Jeg har fuld forståelse for, at et kørekort er en stor udskrivning, og det er helt normalt, at man skal bruge lidt ekstratimer på at få det hele på plads. At lære at køre bil er meget sværere i dag, end det var for 20 år siden bla pga mere trafik og mindre hensyn fra de andre trafikanter. Der er ikke noget der er hemmeligt og I er til enhver tid velkomne til at deltage i køretimen og se hvad vi arbejder med. Jeg ønsker at det skal være helt sikkert for jeres barn at føre et køretøj på egen hånd til køreprøven og ikke mindst herefter.

Jeg forsøger at planlægge køretimerne sammen med eleverne således, at de har stor medindflydelse på hvornår de skal ud at køre, men jeg kan ikke garantere, at alle lektioner kan lægges udenfor skoletid. Desuden er der nogle trafikale udfordringer i myldretiden som vi skal forsøge at undgå, især i starten af forløbet, så eleverne får en blid start og en god oplevelse. Dit barn har omkring 2. gang til teori fået en foreløbig plan over de lovpligtige og dermed planlagte køretimer. Den kan du bede om at se også så du kan følge lidt med. Lektionsplanen ligger under "elevside" og indeholder en fast plan for den lovpligtige undervisning. Timer som lægges ud over denne plan er altså ekstralektioner som der afregnes for efter aftale.

Afbud skal ske hurtigst muligt og sker det senere end 24 timer før så skal der som udgangspunkt afregnes for undervisningen. Dog prøver jeg altid at finde en, der kan bytte tid, så vi løser det på den måde. Ligger en køretime så uheldigt, at der er brug for at få den flyttet, så kontakt mig hurtigst muligt. Jo tættere vi kommer på, jo sværere er det at få kalenderen til at gå op.

Nogle gange oplever jeg, at køreuddannelsen har sidsteprioritet i forhold til anden uddannelse, fritidsjob og sport m.m. Det er vigtigt at kunne være "på" når man skal lære noget så nyt som at køre bil. Når eleverne er trætte eller stressede så lærer de ikke så hurtigt. Derfor anbefaler jeg, at køretimer prioriteres rimeligt højt for at nedbringe behovet for repetitionslektioner.

Inden prøverne skal eleven læse på” elevside“ her på hjemmesiden. Til prøverne skal pas medbringes, samt lektionsplan og ansøgning. Uden dette afvises eleven af politiet. Alt skal afregnes til mig inden prøven, ellers forbeholder jeg mig retten til at aflyse prøven og prøvegebyret går tabt. (1170kr)

Bemærk: En prøve kan kun afbestilles op til 5 hverdage før. Afbud senere end dette vil også betyde tabt prøvegebyr.

Afbestillingsfrist for manøvrebane og køreteknisk kursus som er senest 1 uge før kurset.

Jeg opfordrer mine elever til ikke at fortælle til for mange, hvornår de skal til prøve. Nogle vælger også at holde det hemmeligt for forældrene, for at undgå det ekstra pres det kan give.

Med alt dette sagt så ønsker jeg, at vi får et godt samarbejde.

På forhånd tak, Anne.


Del siden

unsplash